| Polyklorerede bifenyler (PCB)
I mange år blev polyklorerede bifenyler (PCB) anvendt som kemikalier i industrien, og det har været med til at forurene miljøet. PCB er opløseligt i fedt, og det ophobes derfor gennem fødekæden i fedtvævet hos bl.a. fisk og mennesker. I Danmark er det i dag forbudt at anvende disse stoffer.
>Der er ikke fastsat en værdi for tolerabel daglig indtagelse af PCB. En nordisk arbejdsgruppe forsøgte i 1992 at foretage en risikovurdering, men arbejdsgruppen måtte konkludere, at de foreliggende data ikke var tilstrækkelige til at udføre en traditionel risikovurdering. Problemet er bl.a., at der findes mange forskellige PCB, som kan have vidt forskellige skadevirkninger.
PCB i fisk
Fisk bidrager med ca. 25% af vores samlede indtagelse af PCB, som i dansk kost ligger på højst 8 µg om dagen. Siden 1970'erne er mængden af PCB i fisk fra farvandene omkring Danmark faldet gradvist. Tidligere indeholdt fisk fra de indre farvande, især Østersøen, meget PCB. Ifølge svenske undersøgelser blev PCB-indholdet i fisk mere end halveret fra 1970 til 1980.
Myndighederne finder ikke, at den danske befolkning risikerer skadevirkninger fra den mængde PCB, som indtages gennem fede fisk. Myndighederne har derfor ikke opstillet specielle kostråd vedrørende indtagelsen af fede fisk, bortset fra, at det tilrådes at spise både magre og fede fisk.
Men selv om danskeres indtagelse af PCB i dag er så lav, at den ikke synes at være sundhedsfarlig, er den ønskelige sikkerhedsmargen på den anden side ikke tilstrækkelig stor. Det kan derfor ikke afvises, at mennesker, som spiser mange fede fisk fra forurenede områder, kan nærme sig sikkerhedsgrænsen. Derfor er det stadig væsentligt at gøre en indsats for at mindske belastningen med PCB mest muligt.
Skadelige effekter af PCB
Det er vanskeligt at afklare de mulige sundhedsskadelige virkninger af PCB. Baggrunden er, at de fleste undersøgelser for giftvirkning er foretaget med tekniske PCB-blandinger, der afspejler produkter solgt i handelen, og som kan indeholde over 200 forskellige typer PCB. Men det er ikke de samme PCB-blandinger, som findes ophobet i fedtvævet hos bl.a. fisk, og som mennesker spiser gennem kosten. Der er også forskel på, hvor miljøpersistente, dvs. langsomt nedbrydelige, de enkelte typer PCB er.
I dyreforsøg er nogle PCB fundet at være kræftfremkaldende. Der er også påvist lav fødselsvægt, >medfødte misdannelser, påvirket adfærd og nedsat indlæringsevne.
Undersøgelser af mennesker har derimod ikke givet klare resultater. Nogle studier finder en højere forekomst af kræft i lever og galdeveje hos arbejdere udsat for PCB. Men andre undersøgelser kan ikke bekræfte dette.
Et omdiskuteret felt er, om PCB kan påvirke børns udvikling. Ældre studier har fundet, at børn, hvis mødre gennem en årrække har spist mange PCB-forurenede fisk, havde mildere adfærdsforstyrrelser, hyperaktivitet og let nedsat indlæringsevne. Nyere hollandske undersøgelser peger på muligheden af, at PCB måske kan medføre lavere fødselsvægt samt påvirke hormon- og nervesystemet. Indlæringen var derimod ikke ændret, og det var heller ikke tilfældet i en undersøgelse fra Færøerne.
Klorerede fedtsyrer
Hovedparten af det klor, som findes i fisk i forurenede farvande, findes ikke som de kendte miljøforureninger som DDT og PCB, men sidder indbygget i fiskenes egne fedtstoffer som såkaldte klorerede fedtsyrer.
Papirindustrien er en vigtig kilde til forurening med sådanne organiske klorforbindelser i Østersøen og Den botniske Bugt. En stor del af klorforbindelserne i Østersøens fisk stammer sandsynligvis fra disse udledninger. Papirindustrien anvender klor til at blege træmasse. Og der er tale om store mængder, bl.a. fra Sverige. De sidste årtier er udledningen af klor mindsket en del, fordi virksomhederne kan anvende klorfri blegning eller erstatte klor med klordioxid, der mindsker udledningen af organiske klorforbindelser.
Klorerede fedtsyrer i fisk
Klorerede fedtsyrer findes formentlig i fisk fra naturens side, idet de måske kan have gavnlig virkning, bl.a. ved bekæmpelse af infektioner. Fisk fra mere fourenede farvande, især Østersøen, indeholder dog flere af disse forbindelser end fisk, der fanges i mindre forurenede farvande. Så forureningen spiller en rolle. Fisk fra meget forurenet vand kan således indeholde op til 1,5 g/kg, hvilket er langt over, hvad man normalt finder i fisk.
Hvis man spiser fisk hver dag, og fiskene udelukkende er fede fisk fra forurenede farvande, kan indtagelsen af klorerede fedtsyrer blive ganske høj. Således kan man nå op på en daglig indtagelse i størrelsesordenen 24 mg klorerede fedtsyrer sammenlignet med de 0,06-1,2 mg, som almindelig kost tilfører.
Skadelige effekter af klorerede fedtsyrer
Det er stadig uklart, om klorerede fedtsyrer er skadelige for mennesker. Årsagen er, at man først de senere år er blevet opmærksom på, at disse stoffer kan stamme fra forurening. |
|
Dioxiner
Dioxiner dannes bl.a. ved afbrænding af husholdningsaffald og fremstilling af stål. Denne gruppe stoffer findes også i spildevand fra papirindustrien og udstødningsgasser fra biler. Nogle dioxiner hører blandt de mest kendte giftstoffer overhovedet.
Dioxiner i fisk
Fisk indeholder almindeligvis kun dioxiner i lave mængder. Indtagelsen af dioxiner fra alle fødevarekilder, herunder fede fisk, skønnes at være 1-2 pikogram pr. kg legemsvægt om dagen. (1 pikogram er 0,000000000001 g). En tolerabel dosis anslås af ekspertgrupper til 5-10 pikogram pr. kg. legemsvægt om dagen.
Skadelige effekter af dioxiner
Dioxiner kan være meget skadelige stoffer, men næppe i de meget lave mængder, som et menneske får tilført med føden, herunder fisk. I væsentligt højere doser kan stofferne påvirke frugtbarheden, immunforsvaret og hormonsystemet hos forsøgsdyr. Formentlig er stoffet også kræftfremkaldende, men igen i doser, der er mindst 1.000 gange højere end den mængde, som et menneske typisk indtager.
Toxaphen
Toxaphen er fællesbetegnelse for en blanding af flere klorholdige stoffer af typen bornaner. De blev tidligere anvendt som pesticider. De senere år er man blevet mere opmærksom på disse stoffer, der bl.a. kan genfindes i fede fisk. Toxaphen kan transporteres over lange afstande med vinden, og er i dag en verdensomspændende forurening, som altså også kan findes i områder, hvor stofferne aldrig har været anvendt.
Toxaphen i fisk
Der er bl.a. danske undersøgelser igang til belysning af, hvor meget toxaphen der er i fisk. Udenlandske studier har fundet op til 0,5 mg pr. kg fed fisk fra Skagerak og Nordatlanten. Det er efter alt at dømme væsentligt under de mængder, som rummer risiko for skadevirkninger. En nordisk ekspertgruppe har dog for nylig konkluderet, at de foreliggende data ikke gør det muligt at foretage en risikovurdering.
Skadelige effekter af toxaphen
Det vides ikke, om toxaphen udgør en helbredsrisiko for mennesket. Et af problemerne er, at undersøgelser for giftighed foretages med de produkter, som er eller har været i handelen. Men hidtil er der påvist over 670 forskellige stoffer i disse tekniske produkter. De stoffer kan imidlertid omdannes i naturen, ligesom deres indbyrdes mængdeforhold kan ændres, når de ophobes i bl.a. fisk. Derfor kan man ikke uden videre overføre resultaterne fra dyreforsøg med toxaphen fra tekniske produkter til forholdene hos mennesker, som spiser føde indeholdende toxaphen.
I dyreforsøg har toxaphen i høje doser vist sig at være kræftfremkaldende og bl.a. påvirket hormonsystemet, immunforsvaret og nervesystemet.
Tungmetaller
Indholdet af tungmetaller i fisk er ofte genstand for debat og formentlig en af de vigtige årsager til, at mange mennesker er lidt tilbageholdende med at spise fisk. Hvis der er tungmetaller som cadmium, bly, nikkel og krom i fisk, stammer det fra forurening af havmiljøet. Kviksølv og arsen stammer hovedsageligt fra naturlige kilder som vulkaner samt fra menneskeskabt forurening.
Spisefisk indeholder normalt så lidt cadmium, bly, nikkel og krom, at det ikke medfører sundhedsskadelige problemer for fiskespisere. Indholdet af kviksølv og arsen kan derimod være større.
Kviksølv i fisk
Fisk kan indeholde en del kviksølv, bl.a. afhængigt af fiskearten og det farvand, hvor den er fanget. Der var tidligere fiskeriforbud nær Harboøre Tange i Vestjylland samt i Øresund pga. et højt kviksølvindhold. Forbudene er nu ophævet, fordi mængden af kviksølv er faldet til et acceptabelt niveau.
Kviksølvindholdet i fisk og skaldyr kan altså være højt i forureningssituationer. Der er mest kviksølv i store fisk som tun, sværdfisk og sildehaj, fordi tungmetallet ophobes gennem fødekæden.
Danskere indtager i gennemsnit 35 µg kviksølv om ugen, hvilket svarer til ca. 10% af den tolerable indtagelse. Heraf svarer fisk for ca. 5 µg. Men indtagelsen afhænger af den enkeltes fiskeforbrug. Spiser man f.eks. to dåser tunfisk om ugen, kan indtagelsen af kviksølv komme op på halvdelen af den tolerable indtagelse.
På den baggrund vurderes det, at selv mennesker, der spiser mange fisk, ikke er udsat for en uacceptabele høj kviksølvindtagelse. Danskerne spiser så lidt af de meget kviksølvholdige fisk som sildehaj, at det ikke udgør et sundhedsmæssigt problem.
Arsen i fisk
Fisk indeholder ofte meget arsen. Fladfisk og torsk indeholder således 1-10 mg pr. kg, og tilsvarende mængder kan forekomme i østers og muslinger. Arsenmængden er ofte meget høj i fisk og skaldyr, som har deres naturlige levested på dybt vand i de store have.
Imidlertid udgør den giftige uorganiske form af arsen kun 5% af den samlede mængde arsen i fisk, idet størstedelen består af ugiftige organiske former. Derfor rummer arsen næppe sundhedsmæssige problemer.
Skadelige effekter af tungmetaller
Når spørgsmålet stilles om, hvorvidt tungmetaller i fisk kan være sundhedsfarlige, handler det først og fremmest om kviksølv. Fisk indeholder overvejende metylkviksølv, som er væsentlig mere giftig end de fleste andre kviksølvforbindelser. Metylkviksølv påvirker nervesystemet og passerer let fra moder til foster, hvor det kan forårsage fosterskader.
Som nævnt ovenfor anses danskeres fiskeindtag ikke at rumme sundhedsmæssige problemer ved de anbefalede mængder. At muligheden dog eksisterer ved et meget højt forbrug af fisk og skaldyr demonstreres af en nylig undersøgelse, der studerede 7-årige børn på Færøerne og sammenlignede med, hvor meget kviksølv børnene havde haft i deres navlestrengsblod ved fødslen, samt med hvor meget kviksølv deres mor havde haft i blodet under graviditeten. Resultatet viste, at et højt indhold af kviksølv ved fødslen syntes at påvirke børnene selv 7 år senere. Således var der en sammenhæng med nedsat funktion i psykologiske tests, hvor børnene blev undersøgt for bl.a. sprog, opmærksomhed og hukommelse. Den statistiske analyse pegede på, at en fordobling af udsættelsen for kviksølv i fostertilværelsen syntes at forsinke udviklingen med 2 måneder. Undersøgelsen blev som sagt udført på Færøerne, hvor befolkningen spiser meget hval og fisk. Færingers indhold af kviksølv i kroppen er typisk 4 gange højere end danskeres. |
