Fisk og skaldyr på menuen gennem tiderne

Romerne brugte udtrykket "conchylia" om skaldyr. I 108 f. Kr. anlagde Gaius Sergius Orata den første østersfarm ved sin villa i Baie ved Napolibugten. Siden blev de importeret i store mængder fra bl.a. Bretagne. Hen over land knirkede fragtkærrer som store badekar fyldt med ferskvand eller saltvand. Langs veje var der bygget bassiner med frisk vand. Der kunne fisken hente ny ilt, inden rejsen gik videre. Ikke underligt, at det blev kostbart. Transport af fersk fisk og skaldyr i Romerriget var således et imponerende foretagende. Plinius fortæller videre, at en kok kostede mere end et triumftog og en fisk mere end en kok.

Østers spistes rå som idag - krydret med den specielle fiskesauce "garum"- uundværlig for mange romere, men frastødende for andre på grund af lugten. Den blev fremstillet ved, at fisk lagt i salt blev stillet ud i solen. Når den gik i gæring, blev den flydende. De frasiede rester tilsat eddike og olie var meget A-vitaminholdige, og blev givet til slaverne, når oliven slap op. Den fineste garum kom fra Cartagena i Spanien, men luksuskvalitet kom også fra Pompeji eller Lilleasiens- og Nordafrikas byer.

Med hensyn til opbevaringen ser det ud til, at romerne mest saltede (sild, makrel, tun og sardin), og ikke som i Norden tørrede eller røgede fisken. Fra den romerske rigmand og gourmet Marcus Gavius Apicius, der levede i første århundrede e. Kr. er bevaret en egentlig kogebog, der er afskrevet og citeret igen og igen. Her findes gode, sunde og lækre retter fra før det velkendte romerske køkken med pasta og tomat: Alt godt fra havet, gris, vildt, grøntsager og krydderurter.

De ældste spor

Efterladenskaberne af menneskenes virke i Danmark stammer fra ældre stenalder og viser, at de har levet som jægere, samlere og fangstfolk. Denne lange periode efter at isen rykkede bort fra danske områder (for 13.000 år siden), også kaldet jægerstenalderen, varede til overgangen til yngre stenalder (for 6.000 år siden). Det var en fåtallig befolkning, der flokvis flyttede fra sted til sted til deres årstidsbestemte jagtområder og fiskepladser efter bytte.

En forudsætning for at eksistere som jæger og fanger var et indgående kendskab til naturen.

Man kendte dyrenes og planternes værdi og betydning som fødeemne og som råstof til redskaber, beklædning osv. Man vidste, hvornår på døgnet og på året de enkelte arter var hyppigst og bedst kunne fanges. Dyrelivet var varieret og rigt - også i havene, søerne og åerne.

Flere fundne jægerstenalderbopladser har givet navn til hele kulturer og perioder af stenalderen (f.eks. Allerød-, Bromme,- Maglemose,- Kongemose- og den yngste Ertebøllekultur). Vi ved fra arkæologiske fund, hvilke fiskearter (f.eks. Maglemose) folket fiskede: Aborre, sude, brasen, skalle, ål, gedde og malle.