Fisk og skaldyr på menuen gennem tiderne |
|
|
 |
|
|
| Man kendte dyrenes og planternes værdi og betydning som fødeemne og som råstof til redskaber, beklædning osv. Man vidste, hvornår på døgnet og på året de enkelte arter var hyppigst og bedst kunne fanges. Dyrelivet var varieret og rigt - også i havene, søerne og åerne. Flere fundne jægerstenalderbopladser har givet navn til hele kulturer og perioder af stenalderen (f.eks. Allerød-, Bromme,- Maglemose,- Kongemose- og den yngste Ertebøllekultur). Vi ved fra arkæologiske fund, hvilke fiskearter (f.eks. Maglemose) folket fiskede: Aborre, sude, brasen, skalle, Der er fundet i hundredevis af fiskeredskaber, benspidser med modhager til at sætte på spyd og lystertænder stående i den gamle havbund efter at være knækket ved stanging efter fisk. Fiskekroge af ben og barkflåd til fiskenet viser, at man satte garn. Man jagede også kronhjort, urokse, elg og vildsvin samt mindre pelsdyr. Omkring 6.500 f. Kr. blev klimaet varmere, og smeltning af indlandsisen mod slutningen af jægerstenalderen resulterede bl.a. i, at den nordlige del af Danmark blev opdelt i mange småøer med mange fjorde og tættere urskov, så folk bosatte sig ved kysterne (Kongemosekulturen). I det salte, varmere vand var der rige fiskemuligheder. Pighaj, laks, torsk, sej, kuller, makrel, flynder, rødspætte og hornfisk. I de salte fjorde med frisk vand dannedes store skaldyrsbanker med østers, hjerte-, blå- og tæppemuslinger, snegle m.m. Der var også sæler, marsvin, delfiner og spækhuggere. Den yngste del af jægerstenalderen kender vi mest til. Herfra stammer enorme affaldsdynger (køkkenmøddinger) ved de nu mere stationære bopladser. Langt den største del af måltidsresterne består af østers, ca. 80 %. Folkene boede både inde i land og ved kysterne. Den boplads, der har givet perioden navn, Ertebøllekulturen (5.400 -3.900 f. Kr.) udgravedes i Himmerland ved Limfjorden i 1895. Køkkenmøddingen måler 140 x 20 m og er godt 2 meter tyk, hvilket giver et rumfang på godt 5.600 m3. En lignende køkkenmødding ved Mejlgård på Nord Djursland på 2.000 m3 indeholdt 10.000 stk. østers pr. m3. Der er således blevet spist ca. 20 millioner østers på dette sted foruden muslinger. Den bedste tid for østers var forår og sommer, hvor skaldyrene var mest næringsrige. Fiskeri af de tidligere nævnte indlandsferskvands- og saltvandsfisk ved kysterne foregik foruden med lystre også med harpun og kroge fra lange, smalle udhulede stammebåde. Man satte også fine, flettede ruser på roligt vand af en form og type, der har holdt sig næsten uændret op til vort århundrede. Jagt på landdyr var ikke altid en pålidelig fødekilde, men at samle østers og basere sin ernæring mere på fiskeri med ruse, net, fiskegård, krog, lyster eller harpun var mere stabilt. |
Der blev drevet fiskeri året rundt, mest intensivt i fiskenes legetid, men også fra isen om vinteren. Tidligere opfattede man stenalderfolkenes liv som et ringe "fra hånden og i munden" liv med udbredt underernæring til følge. Nye undersøgelser har imidlertid vist det stik modsatte. De fik tværtimod en varieret, god og konstant fødetilførsel. Muslinger og østers med et stort indhold af livsvigtige stoffer som jod, salt, zink, fosfat og A-vitamin sikrede en sund føde i foråret, hvor f.eks. planteføden endnu var sparsom.
Forkullede madrester på indersiden af Ertebølletidens spidsbundede lerkar viser, at der har været kogt mad heri, måske en fiskesuppe eller en muslinge-østerssuppe. Slagtet jagtbytte og fisk blev også stegt i en slags "ovn", en kogegrube, dvs. at maden blev lagt ned i en stenforet grube, hvori et bål havde brændt og opvarmet stenene. Indpakket i blade og dækket med flere varme sten og lukket med græstørv yderst blev maden stegt eller sydet færdigt. Ved flere udgravninger har man fundet både gruber og ildpåvirkede (ildskørnede) sten. At koge i egen saft, hedder med et gammelt nordisk ord "at syde", og det oversættes oftest med at koge og ikke med at stege.
Der var engang, hvor der var så mange sild i Øresund, at fiskenes net blev fyldte, at de gik i stykker af det. Man sagde, at fiskene stod så tæt, at hvis man stak en hellebard ned i fiskestimen, blev hellebarden stående. Træsnit fra Olaus Magnus, midten af 1500-tallet. Allerede for omkring 10.000 år siden var der i Mellemøsten de første spor af, at folk ikke kun jagede naturens overskud, men skabte sig fødeoverskud ved at holde husdyr og dyrke korn, især byg og primitive hvedesorter, som en- og tokorn. I de følgende årtusinder spredte agerbrugskulturer sig op over Lilleasien, Balkan og videre op gennem Mellem- og Vesteuropa. Omkring 4.000 f. Kr viser fundene i Danmark den ændrede erhvervsform fra jæger/samler til agerbruger/kvægavler. Selv om jagt og fiskeri ikke mere var hovedkilden til at brødføde befolkningen, var det fortsat vigtige bierhverv op gennem de forhistoriske århundreder, både i bronzealderen (1.700 - 500 f.Kr.) og i jernalderen (500 f.Kr. - 750 f.Kr.). I bronzealderen blev der stadig fanget sæl, torsk, kuller, flynder, hornfisk og østers m.m. Fiskekro- Tørring og røgning var en måde at konservere fisken på også i forhistorisk tid. Utallige fund af forrådskar- og kældre vidner om, at landsbyboerne "gemte til senere".
|
|
