| Ålekvabbe |
|
|
 |
|
|
| Zoarces viviparus - Familie: Zoarcidae |
|
- Fangstperiode
|
|
FÆ:
ÍS:
NO:
SE:
FI:
D:
ENG:
FR:
|
Taralonga
Mjósi
Ålekone
Tanglake, ålkusa
Kivinilkka
Aalmutter
Eelpout
Blennie vivipare
|
|
|
- I drægtighedsperioden mellem 15. september og 31. januar er ålekvabben fredet.
|
|
|
- Fangstmetoder
 
|
 Ålekvabben forekommer hyppigt i farvandene omkring Danmark, og her fanges også de største eksemplarer. Trods dette ses den sjældent hos fiskehandleren, selv om det fedtholdige kød er velsmagende. I de baltiske lande er den en -delikatesse, der spises røget eller fersk.
|
|
Udnyttelse
   
|
Kendetegn
|
|
|
- Ålekvabbens krop er langstrakt og ålelignende. Hovedet er nærmest fladt, og munden er bred med tykke læber. Rygfinnen går i ét med hale- og gatfinnen. Ålekvabben er mindre slimet end ålen. Skelettets grønne farve skyldes farvestoffet vivianit, som også kendes fra hornfisken. Oversiden er gullig med omkring 15 mørke tværbånd over ryggen.
|
|
Tilberedning
   
|
Størrelse
|
|
|
- Mindste fangstmål er 23 cm. Ålekvabben bliver sjældent -længere end 30 cm, og hunnerne er de største.
|
|
|
Levested
 |
|
Næringsværdi pr 100 g
| Energi |
1377 kJ |
| Protein |
19,1 g |
| Kulhydrat |
0,0 g |
| Fedt |
27,7 g |
|
- Ålekvabben er en stationær fisk. Den holder til på bunden - gerne i brakvand med et saltindhold på ned til 5 promille - blandt alger, ålegræs og tang. Den kan færdes på dybder ned til 40 meter.
|
|
Ålekvabbe
Danske fangster i 1995: ca 2 tons. |
Udbredelse
|
|
|
Føde
|
|
|
- Ålekvabben lever hovedsagelig af orme, snegle, krebsdyr og fiskeyngel.
|
|
|
Kønsmodning
|
|
|
- Ålekvabben føder levende unger; mellem 200 og 400 i et kuld. Kønsmodningen indtræder i 2 års alderen, og ungerne fødes mellem december og februar. De er glasklare, men ligner ellers de voksne fisk.
|
|
|
