Forord

1. Nordisk identitet og resten af verden

2. Aktuel nordisk litteratur

3. Samarbejde i det nordlige Europa

1. Nordisk identitet og resten af verden

Hvorfor findes der noget der hedder Norden? Har vi en nordisk identitet? Hvis vi har en fælles nordisk identitet og hvis vi gerne vil fortsætte med at samarbejde fremover, hvad er det så for nogle odds vi er oppe mod? Det er nogle af de spørgsmål vi gerne vil lægge op til diskussion af.

De nordiske lande har meget til fælles, og gennem århundreder er de nordiske samfund langsomt blevet bygget op så de ligner hinanden og på mange måder adskiller sig fra de øvrige lande i Europa og resten af verden i øvrigt. Man bruger ofte begrebet »den nordiske model« som betegnelse for det samfundssystem der findes i de nordiske lande. Den fælles historie, sprogfællesskabet og den fælles kulturarv er også en del af fundamentet for den nordiske identitet og dermed det nordiske samarbejde.

Samarbejdet mellem de nordiske lande er formaliseret gennem Helsingforsaftalen og de strukturer og institutioner man har bygget op til at håndtere samarbejdet. Undersøgelser foretaget i begyndelsen af ???? 'erne har vist at nordboerne, i hvert fald dengang, opfattede det »nordiske« som noget positivt og gerne ville have et dybere samarbejde både når det gælder arbejdet indenfor Norden men også i relationerne til resten af verden. Samarbejdet har altså en folkelig forankring.

Nordisk identitet og nordisk samarbejde har nogle helt andre betingelser både for at bestå og for at udvikle sig nu end da det formelle samarbejde blev igangsat tilbage i 1952 med dannelsen af Nordisk Råd. Den øgede globalisering har en betydelig indflydelse på livsmønstre, kultur og den måde vi opfører os på. Globaliseringen betyder en meget tættere kontakt mellem lande og mennesker. Det bunder i en hurtigt voksende international handel, integrationen i Europa, store fremskridt indenfor højteknologien - især kommunikationsteknologien - og en øget, både frivillig og ufrivillig, trafik af mennesker over landegrænser. Denne udvikling gælder selvfølgelig ikke kun de nordiske lande, men også resten af jordkloden.

Fokus på den nordiske identitet eller samhørighed giver grundlag for en diskussion af hvordan forudsætningerne og betingelserne for de nordiske velfærdsstater og det nordiske samarbejde ændrer sig netop i disse år. Hvordan har det nordiske samarbejde udviklet sig over tiden? Hvad er den »nordiske model«? Hvordan går det med de nordiske sprog? Og hvordan indgår Norden i internationalt samarbejde.

Den nordiske model

Fællestrækkene imellem de nordiske lande afspejler sig ikke mindst i måden vi har valgt at indrette vores samfund på. Generelt dækker benævnelsen den nordiske model over de stats- og samfundsformer der er skabt i de nordiske lande gennem de sidste lidt over 100 år. Kendetegnene er :

• rodfæstede, parlamentariske demokratier
• højt udviklede velfærdsstater
• stor økonomisk, politisk og kulturel åbenhed over for omverdenen
• et betydeligt samarbejde
• en demokratisk udvikling baseret på en omfattende folkelig deltagelse både lokalt og nationalt med stærke bonde- og arbejderbevægelser
• en politisk kultur præget af fredelig konfliktløsning.

Ofte benyttes termen den nordiske model om selve velfærdsstatens udformning hvor hovedprincipperne er at alle borgere, uanset hvilken social status de har, har ret til at modtage velfærdsydelser. Ydelserne finansieres hovedsageligt over skatten og landene har en stor offentlig sektor når man sammenligner med andre lande i Europa. De nordiske lande er derudover kendetegnet ved at kvinderne har en meget høj erhvervsfrekvens - cirka 8 ud af 10 kvinder i Norden er på arbejdsmarkedet.

Drivkraften i udviklingen af de nordiske landes velfærdsstater forbindes ofte med de stærke arbejderbevægelser, men der har samtidig været en bred enighed mellem de store politiske partier om centrale politiske reformer.

Det er et faktum at de nordiske lande, som for øvrigt store dele af Europa, i de kommende årtier vil opleve en demografisk udvikling hvor færre skal forsørge flere. Det er derfor et udbredt synspunkt at selve grundlaget for de nordiske velfærdsstater er truet. Ikke blot vil skattegrundlaget mindskes hvis der er færre i arbejde, der vil også være færre til at tage sig af de ældre og syge og i øvrigt servicere dem der er i arbejde, for eksempel med daginstitutionspladser.

Der er forskellige løsningsmodeller til det ovenstående scenario. I første omgang kan der gøres en indsats for at udnytte al den arbejdskraft man har mere effektivt. For det andet kan man tænke sig at alle må arbejde længere tid. Her tænkes både på flere arbejdstimer i løbet af ugen, men også på en udskydelse af det tidspunkt hvor man går på pension. For det tredje kan man tænke sig en aktiv indsats for at øge indvandringen af arbejdskraft.

Måske skal alle løsningsmodeller i brug for at vi kan beholde det samfund vi har i dag?

Andre kulturers påvirkning

Som tidligere nævnt betyder globaliseringen en øget kommunikation mellem lande og mennesker.

Det er ikke blot os der påvirkes når vi rejser ud enten som turister eller i kraft af vores arbejde, men der kommer også folk til de nordiske lande fra hele verden og påvirker os. Nogle kommer frivilligt for at finde arbejde, andre mere nødtvungent som flygtninge.

Alle de nordiske lande har gennem de seneste 10 - 15 år oplevet øget indvandring om end i forskellig grad. Der er nemlig store forskelle på indvandrings- og integrationspolitikken i Norden, uanset at behovet for arbejdskraft blandt andet gennem immigration synes aktuelt i alle de nordiske lande. Nettoindvandringen, det vil sige indvandringen minus udvandringen, er nu den faktor der bidrager mest til at befolkningen stadig øges i de nordiske lande. Den naturlige befolkningsforøgelse som groft sagt består i at der fødes flere end der dør, er mindsket betragteligt op gennem 1990 'erne.

En stor del af indvandringen til de nordiske lande består af nordboer der vender hjem fra et andet nordisk land, hvor de har været bosat i kortere eller længere tid takket være det frie nordiske arbejdsmarked og de liberale regler.

Indvandringen består også af udlændinge der i kortere eller længere tid tager ophold i et af de nordiske lande. Disse udlændinge kan igen deles op i dem der kommer fra resten af Europa, USA , Canada og andre udviklede lande som vi ynder at sammenligne os med, og de som kommer fra mindre udviklede lande.

Figur 1
Befolkningsforandringer i Norden
Kilde: Nordisk statistisk årsbok 2003.

Det beror således på hvad det er vi vil måle, når vi ser på statistikken over indvandringen. Vil vi bare måle hvor mange udlændinge der rejser ind i de nordiske lande? Eller er det snarere hvor mange indvandrere der kommer fra de mindre udviklede lande? Eller noget helt tredje?

Hvis man vil se på hvor mange udlændinge der er i de nordiske lande, begynder vanskelighederne straks at melde sig. Hvad med dem der har fået et nordisk statsborgerskab, er de stadig udlændinge? Hvis de er udlændinge, hvor mange generationer tilbage er man så udlænding eller indvandrer? Første generation, anden generation, tredje generation? Og igen har det måske noget at gøre med hvem man egentlig betragter som udlænding når man skal se på hvor mange der egentlig er.

Hvis vi går ud fra at de der ikke har et nordisk statsborgerskab, i hvert fald må betragtes som udlændinge, så ser billedet ud som følger. Finland har med cirka 2,0 procent ikkestatsborgere den laveste andel, mens Sverige ligger i toppen af de nordiske lande med 5,3 procent ikke-statsborgere. Danmark følger lige efter med 4,9 procent ikkestatsborgere.

De fleste nordiske lande har også oplevet en øget udvandring gennem de seneste år, men der er som tidligere nævnt totalt set overskud på migrationskontoen. Cirka ?? procent af udvandringen går til et andet nordisk land.

Sprogfællesskab - ideal eller virkelighed

Findes der et nordisk sprogfællesskab? I givet fald er det så en del af den nordiske identitet? Er det en vigtig del? Er engelsk ved at få overtaget?

Det der kaldes det nordiske sprogfællesskab eller nabosprogsforståelsen i Norden er noget ret specielt. Det betyder nemlig at man kan tale enten dansk, norsk eller svensk og blive forstået af de der taler de to andre sprog. Dermed kan mere end trefjerdedele af den nordiske befolkning faktisk tale deres modersmål når de er sammen og regne med at blive forstået.

Men virkeligheden er, når det kommer til stykket, ikke helt så fuldkommen som idealet. Der er forskellige forhold man bør være opmærksom på når man taler om den indbyrdes forståelse af de nordiske sprog.

Tæt ved en fjerdedel af den nordiske befolkning har et andet modersmål end dansk, norsk eller svensk. Mange finner forstår ikke svensk til trods for at svensk er et officielt sprog i Finland, og endnu mindre dansk og norsk. I en undersøgelse af sprogforståelsen ved nordiske møder angav kun fem procent af de adspurgte finner at de forstod talt dansk godt, hvorimod 84 procent sagde at de forstod dansk dårligt.

Figur 2.
Aldersstrukturen i de nordiske lande i 2010 og 2030
Kilde: Nordisk statistisk årsbok 2003

For færinger, grønlændere og islændinge er dansk ofte det sprog der giver adgang til resten af Norden, men det betyder ikke at de så automatisk også forstår norsk og svensk. Og til trods for at dansk indgår i den islandske undervisning, er der mange islændinge der har vanskeligt ved at forstå talt dansk. Mellem danskere, nordmænd og svenskere kan det være vanskeligt at forstå dialekter på et andet sprog end sit modersmål. Nordisk Kulturfond startede i 2001 et forskningsprojekt som undersøger hvor godt ?? - ?? -årige skandinaver forstår hinandens sprog. De første resultater er indløbet, og de viser at nordmænd generelt er bedst til at forstå deres nabosprog mens danskerne er dårligst.

Nordmændene forstår talt svensk bedre end dansk, og svenskerne forstår norsk bedre end dansk. Det gør altså det talte dansk til det sprog der volder de største forståelsesvanskeligheder i Norden.

Figur 3
Indvandring til de nordiske lande i 2002
Kilde: Nordisk statistisk årsbok 2003.
Note: Tallene for Norge er fra 2001

Figur 4
Ikke-statsborgere i de nordiske lande 2003
Kilde: Nordisk statistisk årsbok 2003.

Når det nu i praksis er så vanskeligt at forstå hinanden her i Norden, hvorfor så ikke bare bruge engelsk? Hvorfor skal man overhovedet forsøge at forstå skandinavisk? Det er slet ikke så usædvanligt at nordboer fra forskellige lande der taler sammen, giver op og vælger at slå over i engelsk.

Men der findes grunde til at man bør overveje at holde sig til skandinavisk. Nordisk Sprogråd nævner i deres skrift Att förstå varandra i Norden følgende grunde:

• Kun få nordboer behersker faktisk engelsk så godt at de kan udtrykke sig frit og utvunget – selvom de måske selv tror noget andet.
• Man behøver langt færre kundskaber for at forstå et beslægtet nabosprog end man behøver for at tale et helt fremmed sprog.
• De nordiske sprog er stadig de mest velegnede til at beskrive nordiske forhold.
• De nordiske sprogfællesskab er et stærkt symbol for nordisk samhørighed, især når man bevæger sig udenfor Norden.

Spørgsmålet er om engelsk er en reel trussel mod det nordiske sprogfællesskab eller ej? Vil man fremover fortsat kunne tale sit skandinaviske modersmål og forvente at blive forstået i Norden? Mange sprogforskere er overbeviste om, at der fortsat vil blive kommunikeret på »nordisk« i Norden, fordi »den sproglige produktionsside « så at sige er gratis. Det vil sige at det er omkostningsfrit for afsenderen at tale sit eget sprog. Det er således kun modtageren der skal »have antennerne ude«.

Norden og internationalt samarbejde

Både af historiske og geopolitiske årsager har de nordiske lande valgt at samarbejde med resten af verden på forskellige måder både politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Fremover vil den politiske dagsorden i de nordiske lande og især samarbejdet med nabolandene omkring Østersøen bære præg af EU- udvidelsen i 2004 hvor de baltiske lande og Polen blev optaget i det formelle europæiske samarbejde.

De nordiske landes forhold til EU er ret forskelligt. Danmark, Finland og Sverige er medlemmer af EU , mens både Island og Norge har valgt at deltage i EU's indre marked gennem EØS - aftalen. Færøerne og Grønland har valgt at stå helt uden for EØ , men har fået særlige ordninger der giver dem adgang til EU's marked samt visse EU -programmer. Endast Finland har inført Euron. Åland er med i EU , men dets stilling reguleres i en protokol i tilslutning til Finlands aftale med EU . Åland er for eksempel ikke med i den europæiske toldunion.

EU -medlemmer fra 2004markeret med gult. I mørkegrå nye kandidatlande. Rumænien og Bulgarien kommer nok først med 2007 . Tyrkiets medlemskab er usikkert. © European Community, 2004

Sikkerhedspolitisk er der også stor variation i deltagelsen i det internationale samarbejde. Danmark, Norge og Island er medlemmer af NATO , mens både Sverige og Finland har valgt at holde sig ude af militære alliancer. Samtidig deltager disse to lande dog fuldt ud i EU 's fredsbevarende militære samarbejde, mens Danmark på grund af et forbehold overfor ?? 's forsvarssamarbejde står udenfor. Åland er gennem internationale traktater både demilitariseret og neutralt. Trods de forskellige allianceforhold er de nordiske lande ofte ret enige om sikkerhedsog udenrigspolitik.

De nordiske lande lægger stor vægt på det internationale samarbejde - ikke mindst samarbejde om udviklingsbistand - samt forebyggende indsatser og bekæmpelse af krisesituationer rundt omkring i verden. Her finder der et omfattende uformelt samarbejde sted. Med knap en procent af bruttonationalindkomsten ( BNI ) ligger de nordiske lande helt i top når det gælder om at yde ulandsbistand. De nordiske lande er nu begyndt at koordinere udviklingsbistanden til Afrika. Zambia bliver det første afrikanske land hvor de nordiske lande under dansk ledelse vil samordne indsatsen.

Det formelle nordiske samarbejde

Tanken om et nært politisk samarbejde mellem de nordiske lande dukkede for alvor op efter anden verdenskrig. I 1952 startede det formaliserede samarbejde mellem de nordiske parlamentarikere med Nordisk Råds oprettelse.

I 1962 underskrev de nordiske lande Helsingforsaftalen der er den grundlæggende ramme for samarbejdet mellem de nordiske regeringer.

I 1971 oprettede man Nordisk Ministerråd som er det formelle forum for samarbejdet mellem de nordiske regeringer.

I årene som fulgte efter at det formaliserede samarbejde var kommet i stand, gennemførte de nordiske politikere en række reformer. Det gælder ophævelsen af paskontrollen ved de internordiske grænser i 1954, oprettelsen af det fælles nordiske arbejdsmarked i 1954 og i 1981 retten til at modtage samme sociale sikring som borgerne i det nordiske land man arbejder eller opholder sig . I de seneste år er der yderligere kommet aftaler på forskellige områder som pensionsordninger og beskatning. I 1992 blev der indgået en aftale om at man har ret til at søge optagelse på gymnasiale uddannelser i andre nordiske lande på samme vilkår som landenes egne borgere.

Samarbejdet dækker mange områder hvor der ikke nødvendigvis underskrives formelle aftaler, men som alligevel giver synlige resultater. Det gælder for eksempel de nordiske landes fælles officielle miljømærke - den grønne svane. I de seneste år har samarbejdet især fokuseret på miljø og bæredygtig udvikling, migration, integration, fjernelse af grænsehindringer i Norden, teknologisk udvikling og forskning.

Det nordiske samarbejde finansierer også omkring 30 institutioner. De udfører opgaver som fra et praktisk og økonomisk perspektiv gøres bedre nordisk end hvis hvert land skulle gøre det hver for sig. For eksempel Nordisk Genbank som bevarer og dokumenterer den genetiske variation i nordiske plantearter. Derudover finansierer det nordiske samarbejde cirka 1.500 større eller mindre projekter med vægt på miljø, uddannelse og forskning.

De nordiske lande har i de senere år også haft et intensivt samarbejde med nabolande og andre organisationer i regionen. I dag er en stor del af aktiviteterne således rettet mod naboerne i de baltiske lande, Nordvestrusland, de arktiske regioner og EU .

Det aktive samspil der finder sted mellem parlamentarikerne i Nordisk Råd og regeringerne i Nordisk Ministerråd, er unikt indenfor internationalt samarbejde.

© Informasjonsavdelingen, Nordisk Råd & Nordisk Ministerråd, København 2004