Gå til startside Gå til ordbog Gå til billedopstilling Gå til Fakta om fisk (på dansk)

Fisk og skaldyr på menuen gennem tiderne

 
2. verdenskrig og det næste tiår

I perioden under den tyske besættelse af Danmark blev der udpræget mangel på egentlige kødvarer, der i stedet blev eksporteret til Tyskland. Det var lidt sværere at eksportere mange af de fangede fisk, så forbruget af fisk i Danmark blev øget.

Efterkrigstid og de glade 60'ere

I slutningen af 1950'erne og i 1960'erne skete der en hel lille revolution i den danske befolkning. Den almindelige dansker blev mere velhavende, købte bil, hus og rejste på ferie. Med udflytningen fra de store byer til omegnskommunerne var det nødvendigt at ændre på handelsmønsteret. Der kunne ikke købes ind hver dag, og det var umuligt at komme til ismejeriet for at købe mælk, smør og ikke mindst en stang is til isskabet, som var 1950'ernes køleskab.

En anden udvikling var, at kvinderne begyndte at få fuldtidsarbejde uden for hjemmet, og dermed kunne der ikke tilberedes de tidkrævende retter. Fisk blev stadig solgt hel, med hoved og hale, og var derfor mere besværlig at tilberede end et halv kilo hakket kød eller fire koteletter.

Til gengæld begyndte danskerne at kunne lide fremmedartede retter. Det gav inspiration til egne specialiteter som friturestegt rødspættefilet og med pommes frites som tilbehør.

  1980'erne

Denne periode var præget af en økonomisk afmatning, hvor der skulle arbejdes - hvis man havde et arbejde. Der var ikke i det daglige plads til de store gastronomiske udfoldelser, det blev gemt til weekenden. Som kompensation for det daglige sure slid skulle der oksekød på bordet og helst som røde bøffer. Det var meget sjældent, der blev spist fisk som hovedret, men en opskrift fra Karolines Kogebog, tunfiskemousse, blev vældig populær.

Danskerne blev også storforbrugere af dybfrostprodukter.

1990'erne

I dette årti er der sket en markant opdeling af forbruget. På den ene side handler vi discount til hverdag, men dyrt til de sidste dage i ugen.

Der er sket en meget positiv udvikling med hensyn til muligheden for at kunne købe fersk fisk. Mange supermarkeder har i dag fersk fisk i deres kølemontre. Dette har bevirket, at alle forbrugere i dag kan købe ferske fiskeprodukter der, hvor deres dagligvarehandel finder sted.

I starten af dette årti begyndte en voldsom udvikling i produktionen af laks i opdrætsanlæg i Norge. Det bevirkede, at prisen på laks faldt drastisk. For blot 10 år siden blev laks betragtet som en meget dyr fisk, der kun var festmad til forskel fra i dag, hvor den ikke er dyrere end torsk og rødspætter. Dette er historien om en luksusspise, der er blevet hverdagsmad.

Gå til startside Gå til ordbog Gå til billedopstilling Gå til Fakta om fisk (på dansk)