| Fra jæger til bonde
Allerede for omkring 10.000 år siden var der i Mellemøsten de første spor af, at folk ikke kun jagede naturens overskud, men skabte sig fødeoverskud ved at holde husdyr og dyrke korn, især byg og primitive hvedesorter, som en- og tokorn.
I de følgende årtusinder spredte agerbrugskulturer sig op over Lilleasien, Balkan og videre op gennem Mellem- og Vesteuropa. Omkring 4.000 f. Kr viser fundene i Danmark den ændrede erhvervsform fra jæger/samler til agerbruger/kvægavler. Selv om jagt og fiskeri ikke mere var hovedkilden til at brødføde befolkningen, var det fortsat vigtige bierhverv op gennem de forhistoriske århundreder, både i bronzealderen (1.700 - 500 f.Kr.) og i jernalderen (500 f.Kr. - 750 f.Kr.).
I bronzealderen blev der stadig fanget sæl, torsk, kuller, flynder, hornfisk og østers m.m. Fiskekro-
gene var af samme form som nutidens. Jernalderens fiskeri ser ud til at have været domineret af garnfiskeri, hvor fangsten har suppleret kød fra husdyr, grød og fladt brød fra korn. Netsænkesten, der holdt garnene lodret i vandet, kendes fra mange landsbytomter langs kysterne, hvor årtusinders traditioner for fiskeri og indsamling af naturens produkter blev videreført.
Tørring og røgning var en måde at konservere fisken på også i forhistorisk tid. Utallige fund af forrådskar- og kældre vidner om, at landsbyboerne "gemte til senere".
Vikingetid - torsketid
I perioden 750 - 1050 e.Kr. kom nordboerne i tættere kontakt med Europa, hvis magthavere var svage overfor nordboernes ekspansion som søfarere på togter i øst og vest. De nordiske lande nød godt af Europas voksende behov for god og billig mad. Den tørrede torsk blev ikke alene hverdagsspise for almindelige mennesker, men fik også stor betydning som følge af den katolske kirkes stadig strengere fastekrav. På fastedage var kødspise erstattet af fisk på menuen. De mere velhavende kunne før og senere skaffe sig frisk fisk, også ferskvandsfisk, fra kunstigt anlagte fiskedamme.
Torsken var den første saltvandsfisk, der blev kommercialiseret og konserveret, således at overskud gik til eksport. Storfiskeriet ved Lofoten kan føres tilbage til vikingetiden. Det var især fangst af torsk, men også langer, helleflyndere og andre af fiskebankernes fisk og naturligvis sild. Der blev
allerede for 1000 år siden eksporteret tørfisk til England og andre steder i Europa, idet torsken egner sig godt til forråd. Den tåler at blive tørret, og den kan medbringes som proviant uden at blive muggen eller fordærvet. Når torsken er renset og vindtørret, indeholder den meget lidt fugtighed, og er tør som et bræt. Den kan holde sig i flere år.
Vikingerne og deres nordiske efterkommere spiste tørfisken på mange måder, der genkendes fra senere beretninger om tilberedning. En venetiansk købmand strandet ved Lofoten i 1432 berettede, hvordan skindet blev banket fra og fisken indtaget med smør, talg, hval- eller sælspæk. Tørfisk blev også udblødt i vand eller i lud, fremstillet på birkeaske og kalk. En metode som er blevet anvendt helt op til vores tid.
På de rige fiskebanker omkring Island fiskede man ivrigt helt fra landmandstiden, og islændingene havde store lagre af tørfisk til eget forbrug, som der berettes om i sagaerne. Jyske rev og Horns rev i Nordsøen var også vigtige fiskepladser. Torskefiskeriet ved Island fik fra 1400-tallet konkurrence af englænderne og hollænderne, der lagde grunden til deres rigdom her. Og den nordiske, tørrede torsk udfordredes af franskmændene, der havde lært at salte torsken, hvorved den holdt sig længere.
Fede fisk som laks, sild og helleflynder var frem til vor tid meget eftertragtede. Tiden var indrettet på forrådshusholdning og konservering af den letfordærvelige fisk. Konserveringsmetoder var, ud over tørring og røgning, en nedgravning og let saltning, mens nedsaltning i større stil først blev almindelig fra middelalderen, hvor udenlandske købmænd, hanseaterne, kom med saltet og opkøbte fisken. |
|
Middelalder - sild til alle
Silden har spillet en næsten lige så vigtig rolle i verdenshistorien som torsken. På grund af sildens årlige og periodiske vandringer har den kunnet optræde i begrænsede områder i store stimer på mange tusinde tons. Fra slutningen af 1100-tallet udvikledes silden til en hovedfaktor i dansk økonomi.
Den tyske krønikeskriver Arnold af Lübech skriver i årene omkring 1205: "De danske har overflod af al slags rigdom på grund af det årlige fiskeri ved Skåne, hvorhen alle nærboende købmænd kommer og bringer dem guld og sølv og alle slags kostbarheder og tilbytter sig derfor deres sild, som Gud giver dem for intet".
Vor egen historieskriver Saxo fortæller, at silderigdommen var så stor om høsten, at skibene sad fast i stimerne, og at mandskabet kunne øse fiskene op med hænderne uden brug af garn. Og endelig har en unavngiven franskmand på pilgrimsfærd gennem de danske farvande givet følgende fantasifulde beskrivelse af forholdene i Øresund:
"Gud har befalet, at silden to måneder hvert år rejser gennem Øresund fra hav til hav. De passerer i så stor mængde, at man flere steder vil kunne stå og stikke dem med sværdet. Det er en nåde, som Gud viser kristenheden gennem denne overflod af sild, med hvilken Tyskland, Frankrig og England og flere andre lande mættes under fastetiden, thi fattige folk har råd at skaffe sig en sild, men ikke en stor fisk".
Det helt store sildeeventyr tog sin begyndelse i slutningen af 1100-tallet med de store sæsonkoncentrationer af sild i Øresund og varede til ind i 1400-tallet. Man havde ganske vist før fanget sild i de danske farvande, bl.a. i Limfjorden, hvor det også fortsatte, men nu var der nye munde at mætte i de voksende europæiske byer. Forudsætningen for det store sildefiskeri var, at silden nu kunne opbevares længere og var bedre til transport. Det skete ved nedsaltning, en konserveringsmetode, der i 1100-tallet trængte frem i Norden. Salt havde tidligere været en mangelvare, men åbningen af de store saltminer i Lüneburg, gav mulighed for rigelige tilførsler. Centrum for sildefiskeriet blev først og fremmest de to små byer Skanør og Falsterbo på den lille landtange i Sydskåne.
Selve fiskeriet blev drevet fra små både, og oftest bestod besætningen af kun 6 mand. Der anvendtes drivgarn båret oppe af netflåd skåret i træ eller bark. Nettets underkant blev holdt nede af sænkesten.
Når silden var bragt på land, stod gællekoner, nedsaltere og opkøbere parate. Deres opgave var at rense sild, lægge sild ryg ved ryg i tønder skiftevis med lag af salt. Når silden var lagt i tønderne, og låget slået på, stod kun tilbage at foretage kvalitetsmærkning af varen. Man brugte et system af indbrændte cirkler til at angive, hvor god den pågældende nedsaltning var.
Inklusive de danske fiskere regner man med, at der i de gode år opholdt sig mere end 20.000 personer i fiskerlejerne omkring Øresund i fiskesæsonerne. De saltede sild bragte gevinst til dem, der var aktive med at fange fisken, klargøre og nedsalte den til salg, men den helt store gevinst blev taget hjem af kongen og af de udenlandske købmænd (Lübækkerne), der både leverede saltet og sørgede for eksporten.
Skåne var dansk, og især forstranden, hvor det hele foregik, kongelig jord og indtægtsgivende. Kongen opkrævede betydelige afgifter af sildefiskeriet og handelen. Indtægterne fra Skånemarkedet var så store, at de efterhånden udgjorde kronens |
